"Nogle gange er jeg åbenbart rigtig sjov, og andre gange kan jeg dræbe en fest på tre minutter."

Mød Jacob Kjærsgaard Nielsen: Autist, genial til elektronik, og bor i et dome-formet hus han selv har bygget, for at undgå firkantede boligforhold.

Jamen, mit navn er Jacob. Du må gerne kalde mig Jacob. Jeg er vokset op iblandt en masse kvindetilbehør - min mor havde en dametøjsbutik.

Mit liv begyndte på Fuglsangs Allé i Aarhus. Det første ord jeg tænker på, når jeg skal beskrive min opvækst er: Isolation. Ikke fysisk, men mentalt. Der var en form for afstand mellem mig og, tja, alle andre. Noget udefinérbart.

Jeg ved, min forældre ville mig det bedste, når de fortalte mig at jeg var normal. Det fik jeg altid at vide. Men så tænkte jeg: Hvis jeg er normal, så må alle de andre være mystiske.

Jeg vidste simpelthen bare at jeg var anderledes. Det opdagede jeg tidligt. Jeg vidste at jeg tænkte anderledes. Jeg havde nogle andre værdier. Det kunne jeg høre, især når jeg prøvede at kommunikere. Det blev et mysterium for mig, dét med kommunikation. Noget, jeg skulle regne ud.

For at forstå ting, så skal man nogle gange først misforstå. Det kan sjovt nok ende med at give en dybere forståelse. Jeg forsøger at komme ud i krogene, og prøver at forstå det mest ekstreme, og dét uden værdi. Sådan kommer jeg forhåbentlig til at lande "midtimellem".

Jeg blev fuldstændigt "headhunted" i folkeskolen. Mobbet til ugenkendelighed.

Senere i livet fik jeg en depression. Min logiske tankegang og min autisme, har faktisk hjulpet en smule hvad det angår; Det har beskyttet mig imod det værste af depressionen, føler jeg. På den måde er det en slags superkraft.

Jeg fik medicin imod det, som ikke var god ved tænderne.

En uge kan flyve forbi. Men ikke når man har ondt i tænderne.

Og apropos, så mangler jeg nogle tænder i dag. Det frustrerer mig. Jeg glæder mig til at få fikset dem. Jeg savner at sætte tænderne i en steak, og jeg elsker at spise trail-mix - det vil sige en blanding af nødder, tørret frugt og chokolade - som jeg i øvrigt selv fremstiller.

Jeg kan godt lide humor, men har sommetider svært ved det. Og det er jo faktisk lidt humoristisk i sig selv, dét her med at man har svært ved at forstå humor. Nogle gange er jeg åbenbart rigtig sjov, og andre gange kan jeg dræbe en fest på tre minutter. Jeg kommer simpelthen til at sige et par sætninger, og så falder stemningen til jorden så hårdt at den går direkte igennem gulvbrædderne.

Til fester og i større sociale sammenhænge, så vil jeg egentlig bare gerne være funktionel. Jeg falder ud af samtaler, hvis der er for mange der snakker på én gang. Det er ikke for at være uhøflig. Men, hvis man er til nytte, så vil folk rigtig gerne én. Sådan oplever jeg det.

Jeg har et stort problem med normalitetsbegrebet. At folk antager at alle kan det samme.

Ofte hører jeg denne sætning: "Du kan det jo godt, det er en normalitet at man kan det.", og så må jeg høfligt påpege at det kan jeg altså ikke.

Jeg savner også at der nogle gange er en forklaring forbundet med nogle af de referencer som folk laver. Man skal ikke antage at alle kan fange populære referencer.

Af ren nysgerrighed studerer jeg folks adfærd. Det gør jeg for bedre at forstå, og også for bedre at kunne tilpasse mig. Jeg elsker at kigge på adfærdsmønstre. Det gør jeg online, hvor jeg studerer ekstremerne inden for sociale situationer og meninger, men jeg kigger også på det spirituelle, og har for eksempel læst Den Niende Indsigt. Alt er energi, og det gælder også for de praktiske tjenester som man gør for andre. Hvis ikke der sker en sund udveksling, så sker der et energitab. Vi kan kalde det for spirituel økonomi.

Verden er stor og uoverskuelig, men jeg har fundet en måde at katalogisere den på: Jeg visualiserer sådan et massivt træ, jeg har boende inde i mig. Et mulighedernes Træ!

Jeg designede det i mit stille sind, da jeg var omkring 10 år. Man kan trimme det, for at opnå et større overblik over sit liv. Ved at trimme det, indskrænker man sine valg. Det er en god ting - at have alt for mange valg forpurrer fremdriften. Grenene er situationer. Bladende er muligheder. Og man kan altid klatre tilbage til stammen, hvis man fortryder sin vej.

Jeg har set verden igennem det træ, lige siden jeg var et barn. Mulighedernes Træ er min måde at organisere verden på, inde i min hjerne. Jeg kunne fortælle meget mere om det træ, i mange timer, men det er jo ikke sikkert at det giver mening inde i andre folks hoveder. Men nu spurgte I, og jeg tror det er første gang jeg beskriver det for andre.

Hvis jeg skulle give et råd til mine neurotypiske medmennesker (Jeg synes i øvrigt det er et underligt ord, neurotypisk) så skulle det måske være sådan noget her:

Når livet føles som om det er groet til, så trim jeres grene og blade, for det tillader nye skud at blomstre. Og husk at stammen aldrig er langt væk.

Jacob opsøgte BRAINJUICE af ren nysgerrighed. Hans venlige og milde facon inspirerede os til at interviewe ham, og vi er stolte af at have ham i vores netværk og fællesskab. Vi bærer Mulighedernes Træ med os videre, og takker ham for at have plantet det i os.