Hun skreg ikke bare; hendes lyde kom fra et dybere sted. Et sted mellem bevidsthed og ur-sind. Hun brølede med flere stemmer og hendes lyde ankom til overfladen med hjælp fra fortidens junglekvinder, der lånte hendes strube - et levn fra dengang kvinder fødte vildt, liggende i underskovens grønbrune favn, brølende af livskraft, af smerte, vrede, angst og mod. Af krigerisk viljestyrke, og endeløs sårbarhed.
En fødende kvinde kan skrige på en måde, der får mænd til at indse at de blot er nogle utilstrækkelige, todimensionelle væsener, som ikke har meget at skulle have sagt i forhold til det multifacetterede væsen der, liggende lige dér foran dem, instinktivt rækker ud igennem tid og rum, og holder i hånd med sine fordums medsøstre, usynligt og ustyrligt på tværs af fortid og nutid, alt sammen for at skubbe nyt liv igennem sig. Man(d) kan mærke at selve universet hepper på kvinden, og at hun er endeløs i dét øjeblik.
Nogle mænd vil måske kunne nikke genkendende, når de læser det ovenstående. Andre bliver frustrerede over at få serveret magtesløsheden så direkte, og vil gøre indsigelser når vores begrænsninger beskrives. Det er en forståelig reaktion; Mænd knuses nemlig som skrøbelige efterårsblade under en fodsål, når vi står ansigt-til-ansigt med ydmygende selverkendelse.
Et godt eksempel er når vi for første gang er med til en fødsel, hvor kvinden har rigeligt med plads til at gå ordentligt ind i sin proces. Man kan kun være ydmyg, når man er vidne til at ens bedre halvdel går i symbiose med noget større, noget som ligger hinsides denne lille virkelighed. Midt i fødslernes mystik kan vi nærmest ingenting - allerhøjest være nærværende.
De fleste fædre kender den: Følelsen af at stå magtesløs på sidelinjen, imens den kommende mor kæmper en brav kamp for at få en lille ny til verden. Men taler vi overhovedet nok om fædrenes proces under denne store oplevelse, og hvad den kan være med til at fortælle os?
Mit store gennembrud skete uden tvivl da jeg var vidne til min datters fødsel. Jeg mærkede tårerne strømme, på trods af at jeg er et ret robust stykke mandfolk med jordbunden resiliens og alt det dér - og i øvrigt har jeg arbejdet mange år på et voksen- og børnehospice. Jeg kender til død, men ikke til fødsel. Men på en eller anden måde fik jeg øjnene op for det faktum, at jeg som mand kun forstår en brøkdel af kvindens sande natur, fordi hun besidder nogle guddommelige dimensioner, der aldrig vil blive tilgængelige for mig. En kvinde kan blive overbevist af sine omgivelser om, at hun ikke er noget særligt. Hun kan blive manet til jorden af andres usikkerheder, deres kontrol eller smålige jalousi. Men alle disse tåbelige og begrænsende illusioner bliver fejet af bordet, når hun får lov til at træde fuldt ind i hendes rolle som sig selv. Hun er aldrig alene, og hvis man er heldig, kan en fødsel give andre lov til kortvarigt at skimte hendes forbindelse til et netværk af styrke og støtte, der strømmer ud af hende, og igennem hende. Det var derfor jeg græd; hun besøgte nogle sfærer som jeg aldrig vil kunne forstå. Det bedste jeg kunne gøre, var at have respekt for hendes smertefulde og følelsesfulde rejse, og indse at jeg er født med et begrænset udsyn.
Og apropos det mandlige udsyn: Langsomt kommer der mere og mere fokus på opgøret med det eksisterende maskuline verdenssyn og dets mange begrænsninger. Det ligger lidt i luften at den nuværende mandekultur - med alle dens usunde tabuer omkring smerte - lidt efter lidt er ved at tilhøre en forældet tidsalder.
Efter at have været vidne til en fødsel, været vidne til kvindens ultimative udholdenhed, hendes råstyrke og evne til at lade alle følelser fylde i sig (og passere igennem hende), er jeg overbevist om at hendes proces er et udtryk for alt det, vi bør have i vores hverdag: Et miljøø og et samfund, hvor vi giver plads til mere smerte i alle afskygninger, og hvor vi forstår at noget smerte er naturligt forløsende, og måske ligefrem en nødvendig del af dét at være menneske. Et samfund hvor vi må brøle, græde, puste og være sårbare, uden at det koster os en plads i de anstændiges rækker.
Jeg glæder mig til at mærke paradigmeskiftet en dag, og er taknemmelig over måske endda at kunne bidrage til selve forandringen, takket være mit arbejde med BRAINJUICE.
... Og hvis ikke, så kan jeg i det mindste heppe lidt fra hjørnet.
Yorumlar