Lige nu er min dagligdag fuldt optaget af at skulle realisere alle de praktiske, økonomiske og ideologiske formål, der følger med at have en ekspanderende organisation som BrainJuice™
Nye lokaler skal administreres, nye arbejdsgange skal organiseres, og der skal udkæmpes en form for idealistisk tagfat, for at ændre på samfundets tanker omkring neurodiversitet.
Det er et ædelt formål - et altruistisk et endda - og jeg er i dén grad vant til at kaste mig hovedkulds ud i et ambitiøst og usandsynligt projekt. Det har jeg prøvet før. Det føles som om det er dét, jeg er skabt til.
Man kan være fræk og sige at jeg altid lader mig rive med, uden at se mig tilbage. Jeg arbejder, indtil de imponerende resultater manifesterer sig, og indtil alt kører på skinner. Der er ingen mellemvej, ingen omveje og ingen smuthuller. Jeg ser det hele som et eventyr, og en udfordring. Jeg går i krig med opgaverne, og jeg vinder altid på distancen. Jeg lader mig opsluge, og er frygtløs imens bygningen står i flammer, eller vandet fosser ind.
Eller rettere: Sådan var jeg engang.
Der er sket meget siden...
Denne gang er der en helt anden alvor over arbejdet.
En skygge af tvivl.
Kan jeg overhovedet få folk på arbejdspladserne til at tage chancer med at anvende krøllede sind i nye sammenhænge?
Tør arbejdsgivere anvende dem, og kan min platform gøre en forskel?
Vil det lykkedes mig at finde folk som ønsker at lade deres skæve hjerner stå som lysende eksempler på alt det, vores organisation ønsker at bevise?
Kan vi gøre en forskel med alt det her?
Den slags tanker er der mange af, og jeg tror det er det samme for andre entreprenører. Vi kan føle os som imposters, der inderst inde slet ikke er i stand til at udføre de ting, vi går og påstår at vi repræsenterer.
Måske gælder det ikke kun entreprenørskab, men livet generelt?
Jeg har været ansat i så mange forskellige stillinger, at det kan være svært for mig selv at tro på det. (Har jeg virkelig været en cirkusklovn? En økonomisk rådgiver? En kordegn? En projektleder? En lagermand? En instruktør? En konstitueret centerleder? En hospicemedarbejder?) Med sådan en lang liste af usandsynlige og diametralt modsatte identiteter, så er det nemt at forfalde til ikke at tro på sig selv, og sit eget værd.
Frygt- og bekymringstankerne går ikke væk, måske aldrig nogensinde, men de skal ikke stoppe os fra at prøve kræfter med skæbnen, yde vores bedste, tro på os selv og hinanden.
Der var engang, i et andet liv
Engang for mange år siden, var jeg leder af en ambitiøs og talentfuld kulturplatform i Aarhus, med mange skuespillere, teknikere, scenekunstnere og andre dygtige ildsjæle tilknyttede. Vi arbejdede som gale for at realisere vores kunstneriske udtryk, der blev lagt mærke til os - vi havde styr på at skabe opmærksomhed og PR - og vi var ret succesfulde efter en årrække. Det så ud til at fremtidsprognosen bare gik i en opadgående kurve.
Det hele ændrede sig for mig, efter at jeg i 2016 drog til Colombia for at indspille en dokumentar, sammen med min gode ven og kollega. Vi skulle finde hans biologiske familie, og dykke ned i en barsk verden, hvor man bortadopterer børn, og tjener penge på det. Det var en vild og eventyrlig oplevelse, med undercover-filmoptagelser, detektivarbejde, tilbageholdelse udført af ordensmagten og desværre også knuste hjerter. Vi ledte efter (og fandt) min vens biologiske ophav, og gik i kødet på at afsløre den korruption som fandtes i adoptionsbureauerne. Løgne om helbred og medicin, om alder og ophav, samt tvangsfjernelse af søskende hos familier, der intet havde gjort galt, andet end at være meget fattige og ikke havde ressourcer til at kunne protestere overbevisende.
Vi kom på nationalt TV (Caracol TV og Canal TRO), og blev set i landets bedste sendetid af 30 millioner mennesker, der hyldede vores historie og de ting som vi fik afdækket undervejs. Det var første gang i mit liv, hvor jeg reelt havde gjort en ægte forskel og hjulpet mange andre med at få lidt retfærdighed.
Men efter at jeg kom hjem, så boede der noget nyt inde i mit hjerte. Nu kunne jeg mærke at jeg ikke længere var tilfreds med "kun" at lave kunstneriske tiltag, til glæde for et eller andet publikum. De kunstneriske aspirationer begyndte at føles som en ego-ting; en formålsløs jagt efter at få hyldest fra de få ligemænd som findes i de omgangskredse - og jeg opdagede at verden er for stor til kun at opleve ét miljø i ens levetid.
Jeg stoppede derfor som kunstnerisk leder, og er i dag stadigvæk ked af det, fordi beslutningen på mange måder efterlod resten af holdet uden én til at sætte retningen. Mit hjerte gjorde ondt, meget længe. Men jeg var nødt til at finde en ny tilværelse, hvor jeg kunne hjælpe andre, hvor banalt det end lyder. Det var dét, intuitionen sagde jeg skulle.
Derfor blev jeg også ansat på både et voksen- og en børnehospice, hvor jeg var meget glad for at være. Der er meget sorg forbundet med sådanne steder, men også meget, meget meeeeget mere livsglæde og ro, end de fleste kan forestille sig. For de fleste danskere er døden omringet af et enormt tabu. Men man lærer paradoksalt nok at værdsætte livet bedre, når man er i berøring med døden. Jeg vil vove at sige, at jeg er blevet meget mere bevidst om at livet er kort, og at man skal være kræsen med hvad man bruger sin tid på.
Sådan et livsskifte er ikke forbeholdt alle. Men det ville jeg på mange måder ønske at det var. Selvom det er forbundet med en hel del øv at omplante sig selv, så er det i øv-zonen at vi udvikler os. Vi vokser af at turde skifte miljø. Vi begynder at forstå begrænsningerne ved det gamle, og vi bliver mere tolerante overfor det nye og uforståelige.
Jeg er vokset som menneske af at træffe de svære beslutninger, med al den sorg og den øv-følelse der kan følge med, men min horisont er blevet udvidet takket være alt det jeg har set. Erfaringer, syn og gaver som aldrig var blevet skænket mig, hvis jeg var blevet i min første stilling. I mit første liv, hvis jeg må være lidt poetisk.
Sådan en farverig historie som min, håber jeg på (med tiden) at kunne fylde min organisation med. Forestil jer en stor samling af krøllede individer, der alle har levet nogle utraditionelle liv, eller har nogle dejligt skæve hjerner, og som alle arbejder under samme tag, i håbet om at realisere en mere åben og anerkendende fremtid for mennesker der ikke passer så godt ind i det strømlinede samfund.
For første gang nogensinde føles det som om jeg har fundet en platform, der tager elementer fra mit liv og min hjerne som andre måske ville opfatte som svagheder eller begrænsninger, og transformerer dem til en anderledes, anvendelig og eftertragtet styrke.
Mit øv bliver destilleret om til at være mit guld - og jeg tror, det er på tide.
Ikke kun for mig, men for mange mennesker derude.
Lad os så komme i gang <3
Mange knus og hilsner
Christian Søgaard Hersker
Direktør | BRAINJUICE.DK
Maltvej 4-12
8400 Ebeltoft
+45 40 79 43 32
Comentários